Pilotprojekt undersøger zoneterapis effekt på museskader
FDZ gennemførte i 2004-2006 et pilotprojekt om behandling af personer med selvrapporteret museskade. Det vil sige skader forårsaget af ensidigt gentaget arbejde med computermus.
Formålet var:
- at undersøge om zoneterapeutisk behandling har virkning på museskader
- at indhente erfaringer, som skulle kunne danne grundlag for udvikling af design og metode for en eventuel mere omfattende undersøgelse.
Resultaterne i dette pilotprojekt gav ikke et entydigt svar på, om zoneterapeutisk behandling har en effekt på museskader. Resultatet viste et fald i smerte og en signifikant bedring i livskvalitet. Resultatet gav grund til overvejelser vedrørende bl.a. dele af det metodekompleks, der var anvendt i pilotprojektet.
Projektet viste, hvor vanskeligt det egentlige arbejde med dokumentation af faget er, og såfremt man påtænker at kaste sig ud i et tilsvarende projekt, kan man lære meget ved at læse artikel og rapport om zoneterapi og museskader ved at klikke på nedenstående links.