Zoneterapi hjælper ung løber på vej mod OL

Zoneterapi hjælper ung talentløber på vej mod OL

Stærkere fødder og en sundere krop. Løbetalentet Morten Fransen styrker krop og kondition med zoneterapi og massage og oplever mærkbare forbedringer.

Et par gange om ugen træder en slank, atletisk ung mand ind ad døren hos Aarhus Zoneterapi. Løbetalentet Morten Fransen har gennem næsten to år flere gange hver uge fået massage og zoneterapi af Christian Højlund i klinikken på Trøjborg, som ligger i et af de efterspurgte bykvarterer i Aarhus.

24-årige Morten har løbetrænet i snart syv år og med intensiv træning er der dukket nogle skader op, som han gerne vil forebygge og helst blive fri for. Så da han hørte, at en løbekammerat havde gode resultater med massage, kontaktede han Christian Højlund, hvis klinik ligger tæt på, hvor Morten boede.

Jeg har fået bedre styr på hele muskulaturen og kroppen, og jeg opnår bedre resultater, siger Morten Fransen.

- Jeg kunne se, at min løbekammerat opnåede gode resultater, så derfor kontaktede jeg Christian. Jeg er overordnet set begyndt at få en meget sundere og stærkere krop, efter at jeg er begyndt at komme her, og jeg har intensiveret min træning. Dengang havde jeg en usund krop med små, stive, hårde muskler, nu er jeg mere atletisk, siger Morten.

Nogle gange går det hurtigt med at få en spændt muskel til at slappe af. Andre dage får han grundigere behandlinger på briksen, fortæller Morten, der har sat sig i klinikkens lyse sofa med de lange ben strakt frem foran sig, mens værten Christian har sat sig på briksen og snakker med.

Væk med de stive kabler

Den første tid var det en stor udfordring at behandle Morten.

- Da var kablerne lidt stive at få gang i. Nu er Morten i god form, og nu er det mest vedligehold.  Nu skal han gøre noget virkelig fjollet for at alle sikringerne springer igen. Det er noget helt andet end fx med en squashspiller, som kommer med en skade og ’lav lige min krop’, maser for hårdt på og går ud og drikker sig fuld igen dagen efter, siger Christian.

- Jeg var meget stiv og ustabil, og når jeg bøjede mig forover, kunne mine hænder kun nå til knæene. Det har hjulpet med massage og funktionel styrketræning, og mine muskler responderer fint. Det er blevet meget bedre, og mine lægmuskler er blevet længere. Jeg tager også længere skridt nu, når jeg løber, siger Morten.

Det var en opfordring fra hans morfar, der fik Morten til at træne og løbe et motionsløb på 15 km med en god tid lidt under en time i barndomsbyen Skjern. Morten blev motiveret til at løbe mere, og målet er at komme med til OL i 5.000 eller 10.000 meter løb.

Behandler det, der gør ondt

Morten har fundet en god balance i sin træning og har færre skader end sommeren sidste år, hvor han trænede for hårdt. Da løb han 195 km hver uge ved at løbe seks dage plus styrkepas og holde fri den syvende.

- Jeg fik træthedsnedbrud og måtte stoppe med at løbe i to måneder, fordi jeg havde lavet for mange belastninger. Jeg løber på forfoden og havde slidt min mellemfodsknogle.  Siden januar har jeg været inde i en god periode, forklarer Morten.

Nu løber han hver dag, gerne to-tre gange a 30-45 minutter, og dertil kommer styrketræning. Det er lidt forskelligt, hvornår på dagen behandlingerne hos Christian kan passes ind.

- Når jeg skal træne bagefter, tager Christian lidt mindre fat. Jeg løber tit bedre lige ovenpå massagen, dagen efter er jeg lidt mere slatten.

Morten bliver behandlet mellem en halv og to gange om ugen.

- Jeg laver det, der skal til. Nogle gange er det bare noget speedmassage på fødderne, og jeg bruger mange triggerpunkter for at løsne op for det hele. Det ligner nok det, Søren Malling laver, jeg har bare hentet det andre steder fra, siger Christian, der ikke nødvendigvis synes, at en behandling skal tage lang tid.

- Nogle gange siger jeg: Din skade er hurtigere helet, hvis vi stopper nu, forklarer han. Zoneterapeut Søren Malling er fast terapeut for FC Swansea, som trænes af Michael Laudrup.

I nærheden af en succes

Løberen og zoneterapeuten har lidt forskellige holdninger til, hvad der er godt. Det fremgår af snakken, som foregår i en kammeratlig tone.

-Jeg kan godt lide at tage fat med zoneterapi og lave en kombi, men Morten er mere old school, siger Christian.

-Når jeg begynder at græde, er det et tegn på succes, bemærker Morten.

De sportsfolk, som er tilknyttet Team Danmark, får behandlinger på et tilsvarende niveau. Det er Morten endnu ikke, og da der ikke er de store penge i løbesport, har de aftalt, at Christian sponsorerer Morten og behandler ham kvit og frit. Den tid går fra betalende klienter, men det tager Christian ikke så tungt.

-Mit håb er, at Christian kan bringe mig til OL, og at jeg kan bruge ham som reference, siger Morten. Han fortæller sine løbevenner om behandlingerne, og nogle af dem ringer for at få en tid.

-Men med atleter skal det altid være nu og her. Når de har noget akut, kan de ikke vente fjorten dage på at få en tid, så det kan ikke altid falde i hak, siger Christian. Han behandler mange sportsudøvere og har et projekt, hvor han træner konkurrence-karateudøvere, som aspirerer til en plads på landsholdet. Han træner på frivillig basis, ligesom han flere gange har hjulpet nyuddannede kolleger videre med karrieren.

Terapeuten har snakket med Morten om, at han kan vejlede de unge karateudøvere, men der skal lige være tid til det ind imellem alt det andet.

Tid til løb og studier

Morten læser fransk og engelsk på Aarhus Universitet, har klaret alle sine eksaminer ved siden af løbesporten og lever af SU og har en sponsor til træningstøj og sko. Han bruger meget tid på at løbetræne, men har fundet en god balance i forhold til studierne.

- Jeg har indset, at det er vigtigt at have studiet med, så jeg fordeler tiden, så jeg kan nå begge dele. Resultaterne smitter også af på hinanden. Hvis jeg løber godt, giver det selvtillid på studiet, og hvis jeg får gode karakterer, smitter det af på løbet. Jeg har også fundet ud af, at jeg ikke skal tænke på løb og resultater hele tiden, for så man kan godt tænke sig selv op i et hjørne, siger han.

Løberåd til nybegyndere

Man skal bygge selvfølelsen op. Det, der føles som hårdt i begyndelsen, skal gerne blive normalt.

Find et niveau, hvor det er hårdt, og få det så til at føles normalt.

Find interessante steder at løbe, helst på stier med blødt underlag.

Sæt et mål om at løbe hurtigere end sidste gang

Vær realistisk, kør ikke for hårdt på

Pas på ikke at overdrive. Du kommer længere med kontinuerlig træning

Deltag i løb. Der er mange 5- og 10 km-løb over hele landet

Morten: ”Hvis man løber en 5-km på 35 minutter første gang, kan man næste gang sætte sig for at løbe den nogle minutter hurtigere.”

Morten: ”Sæt dig et mål, en distance og en tid. Med mindre man fejler noget fysisk, burde de fleste kunne gennemføre en halv- og sågar en hel maraton".

Find en zoneterapeut

Det er let at finde en zoneterapeut, uanset hvor du bor. Klik på linket og søg på din by.

Det er let at finde en zoneterapeut

Find en zoneterapeut

Cookies på www.fdz.dk
På www.fdz.dk benytter vi cookies til at give dig en god oplevelse og for at kunne udarbejde statistik over brugen af vores website. 
Læs vores cookie-politik.

Ok